Fredag og spiritdag!

2014-08-22 23:55

Hej! 

I går skete der vidst ikke så meget, almindelig skoledag med lektier og det hele, vi fik dog noget familie på besøg om aftnen, og "onkel" Ron skal bo ved os indtil på mandag. Skolen er dyr, jo mere du melder dig til jo mere koster det, men jo federe er det også. Vi fik udleveret vores skoletrøjer og fik besked på at have dem på i dag.

Så i dag havde vi "assembly" det gik ud på at byde folk velkommen på skolen igen og ellers på at udøve den helt ekstreme school-spirit som der er på skolen. De fleste havde deres trøjer på og det var mega fedt! Vi sang forskellige heppesange og "heppede" generelt når der var nogen der sagde noget. Det var helt vildt! Mottoet for skolen i år er "we're on each others team". Til frokost var der barbecue i skolegården. Der var en kæmpe kø så jeg nåede kun lige at få min mad inden det ringede en. 2 af lærerne var blevet nomineret til "ice bucket challenge" så der blev hældt iskoldt vand udover dem efter skole. De opforderede alle til at give et par mønter eller dollars som de kunne give til den gode sag (ice bucket challenge er til fordel for ALS) så de fik samlet en hel krukke med 1 dollar sedler (jeg hjalp selvfølgelig også til). I dag fik jeg også ændret mit skema, det viste sig at kemi var for svært så nu har jeg i stedet hjemkunstskab (1. semester) og noget med mode (2.semester). Er så glad for at jeg ændrede det! Alle mine lærere er helt fantastiske (nogle af dem giver endda snacks!). CJ fortalte mig at High School Musical er optaget her i Utah og foreslog at vi måske en dag tog et smut forbi den skole, det kunne være så fedt! Jeg mødte også en svensk dreng i dag på skolen, vi snakkede lidt på dansk og svensk men ikke meget  for vi havde alligevel lidt svært ved at forstå hinanden og de andre skulle ikke føle sig udenfor. Jeg begynder at kende flere og flere på skolen og de hilser pænt på mig på gangen. 

I aften skal jeg babysitte sammen med Adera (min "kusine") så det skal nok blive sjovt. De voksne tager til et tempel. I morgen skal jeg løbe en morgentur med CJ og så ud at shoppe! Glæder mig!

Den 20. september er der så homecomming og jeg håber selvfølgelig på at blive spurgt om jeg vil med.

Så ja der sker stadig en masse her, så det er kun godt. 

Igen tusind tak for hilsnerne, både her, på facebook og til mine forældre. Det betyder utroligt meget!

- Emilie